Et spædbarn blev i dag fjernet fra børneafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Det var barnets biologiske forældre, der begge er narkomaner, der bortførte det tvangsfjernede barn.
Forældrene formodes ikke at være i stand til at tage vare på barnet, der er afhængigt af sygehuspersonalets omsorg.
"Barnet er stærkt afhængigt af medicin og væske, og det skulle have haft en flasker her klokken 15.30. Ellers risikerer det livsfarlig dehydrering," fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd og Sønderjyllands Politi til JyskeVestkysten.
Det 10 dage gamle spædbarn har abstinenser på grund af moderens narkomisbrug.
Forældrene, der er fra Skærbæk, er formentlig kørt fra sygehuset i en blå Audi 100 med registreringsnummmer RT 30 850.
De efterlyses nu af politiet. Faren er 35 år, to meter høj, tynd og ranglet. Han har mørkt kort hår og skægstubbe. Moren er 34-år og af grønlandsk afstamning. Hun er 170 cm høj, almindelig af bygning. Hun har sort skulderlangt hår og bar ved bortførelsen en hvid top og sorte joggingbukser.
Vidner, der ser bilen, bedes kontakte nærmeste politi på 114.