Et nyfødt spædbarn blev sent mandag aften fundet efterladt nær en cykelsti på Grøndals Parkvej i Vanløse i Københavns Kommune, og politiet beder tirsdag om hjælp i sagen.
Barnet er en pige, der er mellem nul og fem dage gammel, oplyser vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi.
- Hun var svøbt i forskelligt materiale, siger vicepolitiinspektøren.
Barnet lå på en sådan måde, at det relativt hurtigt ville blive opdaget. Men om det har været hensigten med placeringen, kan politiet tirsdag formiddag endnu ikke udtale sig om.
- Pigen var i rimelig god forfatning, beretter Jesper Beuschel.
Hun er tirsdag til tjek på et hospital, hvorefter de kommunale myndigheder tager over.
Fundet blev gjort klokken 23.14 af en borger, der tilfældigt fik øje på barnet, og som fik slået alarm.
- Vi vil gerne opfordre dels moren og dels andre, der måtte have kendskab til fødslen, om at henvende sig, siger Jesper Beuschel.
Også hvis folk har set nogen lægge barnet fra sig ved Grøndals Parkvej nær Gudenåvej, vil politiet meget gerne høre om det.
Umiddelbart vurderer politiet, at den nyfødte ikke har ligget i særlig lang tid på stedet, før hun blev fundet.
/ritzau/