Langt flere danskere ryger til inkasso end i den samme periode sidste år, og udbetalingen af SP-pengene kunne være en kærkommen lejlighed til at få høvlet lidt af på gammel gæld.
Men sådan leger danskerne ikke.
De bruger i stedet de ekstra penge til at gøre livet lidt sjovere. Det er meldingen fra flere inkassofirmaer, som epn.dk har talt med.
Med SP-pengene havde inkassofirmaerne håbet, at danskerne ville få deres gæld betalt ned, men sådan er det ikke gået.
"Det tyder på, at mange skyldnere har valgt at bruge penge på at øge deres forbrug i stedet. Dertil kommer, at mange skyldnere er unge mennesker, der ikke har fået så store udbetalinger, da SP-ordningen ophørte inden eller kort tid efter, at de unge begyndte på arbejdsmarkedet," forklarer Ole de Neergaard, direktør i Intrum Justitia.
Og meldingen er den samme hos kollegerne i Visma Collectors, fortæller direktøren Tommy Olsen.
"Vi har kun mærket meget lidt til udbetalingen af SP-midlerne og primært hos folk, der ikke er vant til at skylde penge. Det er min klare opfattelse, at SP-midlerne er blevet brugt til at forsøde tilværelsen," siger han.