For første gang opstod der under fredagens 'X factor'-udsendelse disharmonier i klangen mellem showets tre dommere Pernille Rosendahl, Remee og Soulshock.
Krisen opstod, da Remee stemte boybandet In-Joy ud af kampen om en pladekontrakt. Et træk, der absolut ikke passede drengenes musikalske mentor Soulshock.
"Jeg følte, at Remee havde været meget hurtig til at gå imod mig, og det er ikke det, vi er her for. Vi er her for rent fagligt at bedømme deltagernes optræden - uanset hvis deltager det er," siger Soulshock til eb.dk.
Men allerede på gårsdagens pressemøde forsikrede den danske producer, der til daglig bor i Los Angeles, at stridsøksen allerede er begravet ude i DR Byen.
"Jeg er uenig i hans valg, men det er vi jo indimellem," forklarede han og forsikrede den samlede presse om, at han ingen intentioner har om at hævne sig på Remee ved at stemme en af Remees deltagere ud på fredag.
"Nej! Det har jeg slet ikke i mig. Jeg vil bare helt nøgtern vurdere deltagernes optræden og er fuldstændig ligeglad med, om nogen bliver sure eller ej," understreger Carsten Soulshock.