Hver tredje sosu-medarbejder skifter hvert år job. Det er dobbelt så mange skift som på resten af arbejdsmarkedet,
Det dokumenterer en ny undersøgelse fra Anvendt KommunalForskning (AKF) blandt samtlige sosu-ansatte over en 10-årig periode.
Skæve arbejdstider, tidspres, dårlig ledelse, dårligt samarbejde med kollegaer og dårligt psykisk arbejdsmiljø er årsagen til de mange jobskifter - 35.000 om året.
Det er helt centralt at have fokus på trivsel og psykisk arbejdsmiljø, hvis flere sosu-medarbejdere skal motiveres til at holde fast i deres job og deres fag, fastslår Helle Bendix Lauritzen, en af forskerne bag undersøgelsen.
"Det er en udfordring for kommunerne og regionerne i de kommende år," siger hun.
I FOA er man dybt bekymret over den nye analyse.
"Vi har gang på gang dokumenteret, at kommuner og regioner skal gøre noget ved arbejdsmiljøet, hvis man fortsat skal kunne rekruttere og fastholde medarbejdere til social- og sundhedsområdet. Men arbejdsgiverne ude i kommunerne og regionerne har tilsyneladende ikke lyttet til os," siger sektorformand i FOA, Karen Stæhr.
Langt de fleste sosu-medarbejdere skifter til et andet job inden for faget.
Fakta om undersøgelsen:
Sosu-ansatte består af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og ikke-uddannet personale. De er bl.a. ansat på plejehjem, døgninstitutioner, hospitaler og i hjemmeplejen.
Undersøgelsen er bl.a. baseret på registeroplysninger fra Danmarks Statistik for samtlige ansatte i sosu-stillinger i perioden 1997-2006.
Der er desuden foretaget 30 dybdegående interview med sosu-personale fra kommuner og regioner samt en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.000 offentligt ansatte, herunder ansatte i sosu-stillinger.
Kilde: AKF