Mere end nogensinde før har danskerne grebet dybt i lommer, når det kommer til at hjælpe verdens fattigste børn mod en bedre fremtid.
190,8 millioner kroner fik SOS Børnebyerne indsamlet i 2013, hvilket er det højeste i nødhjælpsorganisationens historie. I 2012 lød indsamlingen på 174,2 millioner kroner.
- Den økonomiske støtte og de mange frivillige, der gør en indsats, gør, at vi hver dag kan gøre en altafgørende forskel for forældreløse og udsatte børn rundt omkring i verden, siger den administrerende direktør i SOS Børnebyerne, Paula Guillet de Monthoux.
85 procent af indtægterne kommer fra enkeltgivere, mens 13 procent kommer fra virksomheder og fonde. De sidste to procent kommer fra offentlig støtte.
Danskerne støtter især gennem fadderbidrag samt ved at donere deres arv og gaver. Bidraget fra fadderne steg med 4,6 millioner kroner til 91,3 millioner kroner i 2013.
- Dels har vi fået flere faddere, og dels har vi fået flere penge fra de faddere, vi allerede havde. Grunden til de flere penge er, at flere faddere har doneret ekstra penge, og fordi vi har hævet prisen på fadderbidraget en smule, da vores udgifter også er steget, fortæller Paula Guillet de Monthoux.
SOS Børnebyerne arbejder i 133 lande, men den danske afdeling har 12 prioritetslande, herunder Kenya, Rwanda, Burundi, Etiopien, Somaliland og Laos.
- I Danmark har vi valgt at fokusere på de lande, der har allerstørst behov. Hvor børn har størst behov, og hvor der er størst behov for internationale midler, forklarer Paula Guillet de Monthoux.
/ritzau/