Efter en årrække med kroniske lommesmerter kunne AGF i går præsentere et halvårsregnskab, der for første gang viser overskud på fodbolddelen. Godt nok er der et underskud på lige knap en million kroner i hele koncernen, men for fodboldens vedkommende er et forventet underskud på 2,9 millioner kroner vendt til et overskud på 769.000 kroner.
»Vi er stolte af det markant forbedrede resultat, hvor AGF Fodbold nu giver overskud,« siger direktør i Aarhus Elite Lars Windfeld.
Den positive udvikling for fodbolddelen skyldes blandt andet, at det trods nedrykningen fra SAS ligaen er lykkedes at fastholde sponsorindtægterne, men det er tilskuerne, der har overrasket mest positivt. Således har 56.000 været på lægterne i denne sæson – der var kun forventet 30.000. JEKR