Over 25 år gamle diesellokomotiver og de næsten 20 år gamle IC3-toge bliver virkeligheden for de danske pendlere i mange år frem.
Det er i hvert fald den plan B, som DSB har lagt, hvis den italienske togproducent AnsaldoBreda ikke leverer de nye IC4 inden maj måned. Der har løbende været massiv kritik, da togene er allerede over fire år forsinket.
"Det er en kraftig kvalitetsforringelse og en nødløsning, som vi så bare kommer til at fortsætte med i mange år endnu. Det er bare brandærgerligt, for vi har brug for et velfungerende togsystem, også hvis vi vil overbevise folk om, at de skal lade bilen stå engang imellem," siger trafikforsker på RUC Per Homann Jespersen til TV 2.
DSB's plan går ud på, at de gamle IC3 tog skal servicere de lange ture mellem landsdelene, som har flest passagerer, mens nye lejede dobbeltdækkertog med de 30 år gamle diesellokomotiver i spidsen, skal køre på regionalstrækningerne.
"IC3-toget har størst motorkraft og kan køre de lange ture med flest vogne og passagerer. De noget nyere dobbeldækkere kører derfor til de tyndest befolkede områder med færrest passagerer," siger trafikforsker Alex Landex fra Institut for Transport på DTU til Newspaq.
Det er langt fra en optimal løsning for de mange togpassagerer.
"Men det er bedre, end hvis der ikke gøres noget," siger Alex Landex.
Det er ellers meningen, at italienske AnsaldoBreda med IC4-togene skulle levere erstatningen for de snart 20 år gamle IC3-tog. Men hverken DSB eller transportministeriet er sikre på, de når frem inden udgangen af maj som lovet. Da skal 14 køreklare sæt af 83 bestilte tog være på skinner. Kun otte er kommet til Danmark og tre kører fejlfrit.