Mens drengene på det danske fodboldandshold er i Vedbæk samlet om den store opgave mod arvefjenden Sverige på lørdag, render Thomas Gravensen rundt på Celtics træningsbaner i Glasgow. Uden udsigt til store opgaver og uden store øjeblikke at kigge tilbage på.
Senest var den tidligere landsholdsspiller igen udeladt af manager Gordon Strachans trup til den skotske pokalfinale sidste weekend. Og i denne uge har den skotske mesterklub hentet midtbanespilleren Scott Brown i Hibernian for små 50 millioner. Så hvis 31-årige Thomas Gravesens fremtid i Celtic så sort ud for nylig, så ser den kulsort ud nu.
»Jeg ser ikke nogen fremtid for ham i Celtic. Klubben vil gerne sælge ham, men han har en meget dyr kontrakt, og jeg kan ikke forestille mig, at han vil gå ned i løn. Så det er spørgsmålet, om nogen vil købe ham,« siger Mark Wilson, der dækker Celtic for Glasgow-avisen The Herald.
Ikke god nok
De færreste har en god forklaring på, hvorfor det er gået stejlt ned ad bakke for danskeren, siden han skiftede fra Real Madrid til Celtic sidste sommer og kort efter, af ukendte årsager, kvittede det danske landshold og samtidig kappede alle forbindelser til medierne.
»Jeg tror ikke, det har noget at gøre med hans lukkethed overfor pressen eller hans usædvanlige opførsel. Det er meget mærkeligt, men han har simpelthen ikke været god nok, og han følger ikke managerens instruktioner,« siger Mark Wilson.
Thomas Gravesens agent, John Sivebæk, vil ikke afvise et klubskifte henover sommeren.
»Det er en mulighed, men Celtic sidder med nøglen. Thomas har to år tilbage af sin kontrakt og vil gerne blive. Men spilletid er vigtigt, og det ved vi jo ikke, om han har udsigt til,« siger John Sivebæk.
Efter Keanes hoved
Thomas Gravesens vej ud af det skotske mørke kan være et skifte tilbage til England, hvor han stadig har et godt ry fra sin tid i Everton. Aston Villa og ikke mindst oprykkerne fra Sunderland, der har Manchester United-legenden Roy Keane som manager og den tidligere irske landsholdsangriber Niall Quinn som bestyrelsesformand, skulle være varmeste bejlere til at overtage danskerens gage på anslået 22 millioner kroner årligt.
»Sunderland vil lege med i toppen og hente spillere af højeste klasse. Gravesen er en spiller efter Roy Keanes hoved, men det kommer an på, om Keane mener, at han stadig har viljen i sig. Den Gravesen, der spillede i Everton, var fantastisk,« siger Graeme Anderson, der er ledende sportsskribent ved Sunderland Echo.