Det svenske forsvar har fundet den ene af de to sorte bokse fra det norske Hercules-fly, der fløj ind i det nordsvenske bjerg Kebnekaise tilbage i marts.
- Det var rent tilfældigt, at jeg så noget orange stikke op af sneen. Da jeg fik gravet den frem, kunne jeg se, at det var den, da der stod "voice recorder" på enheden, siger den svenske fjeldfører Carl-Johan Olofsson til Aftonbladet.
Den seneste uge har det svenske jægerkorps, politi og havarikommission ledt efter boksen i området for flystyrtet. Den blev fundet 100 meter fra ulykkesstedet.
Man håber, at boksen kan give nogle svar på, hvad der skete den 15. marts, da flyet fløj ind i bjergsiden.
De første undersøgelser af flystyrtet indikerede, at det var fejloplysninger fra flyvelederne i Kiruna, der forårsagede ulykken, hvor fem norske officerer omkom.
En rapport i maj konkluderede, at flyvelederne havde kontakt med Hercules-flyet, få minutter før det ramt Kebnekaise-bjerget. Tårnet gav besætningen besked om gå til et lavere flyveniveau, som viste sig at være lavere end toppen på Kebnekaise.
Men den norske undersøgelseskommission ville ikke konkludere noget om årsagen til styrtet, før de havde lavet de sidste undersøgelser:
- Det er ikke det rette tidspunkt at tale om skyld på. Vi har alene gennemført en analyse. Nu skal vi undersøge materialet nærmere, sagde lederen for den norske undersøgelseskommission, Per Egil Rygg, til NTB.
Boksen bliver nu sendt til analyse i Storbritannien, så man kan blive klogere på, hvad der skete. Sverige forventer at få de første resultater om nogle uger.