Det har sendt chokbølger gennem Polen, at en bortført ingeniør fra landet er blevet henrettet i Pakistan.
Piotr Stanczak fik hovedet hugget af, hvilket fremgår af en video, som Talebanbevægelsen udsendte søndag.
Den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski siger ifølge internationale medier, at man vil forsøge at straffe de ansvarlige for henrettelsen, som er blevet forklaret med, at islamistiske oprørere ikke er blevet løsladt som ønsket.
Bortførelsen af Stanczak blev gennemført 28. september sidste år, da han var i et område, der ligger 65 kilometer fra hovedstaden Islamabad.
Allerede dengang blev både hans chauffør, livvagt og tolk dræbt.
På båndet, der viser henrettelsen, opfordrede den nu døde ingeniør Polens regering til at give efter for gidseltagernes krav.