Sophie Løhde rækker hånden frem mod lønmodtagerne.
Sådan lyder det fra innovationsministeren på vej ind til onsdagens forhandlinger i Forligsinstitutionen.
- Jeg kommer med en udstrakt hånd, og jeg vil række hånden rigtig langt frem, siger hun til TV 2 News og understreger, at der også er penge med i den hånd.
På spørgsmålet om, hvor mange penge der er tale om, lyder svaret fra Sophie Løhde til TV 2 News:
- Det tager vi ved forhandlingsbordet. Men det er en udstrakt hånd, som jeg vil bringe rigtig langt frem, for dermed at bringe en aftale væsentlig tættere set med mine øjne.
Løn, lærer-arbejdstid og retten til betalt frokostpause er de tre temaer, som volder kvaler på kryds og tværs af forhandlingsbordene.
- Vi forhandler om rigtig mange vigtige emner ved forhandlingsbordet, og løn er suverænt en af de vigtigste, og det er også en af dem, som jeg tror mange medarbejdere går op i. Det er her, at jeg nu tilkendegiver, at jeg kommer her for at lande en aftale rundt om forhandlingsbordet med en udstrakt hånd, som jeg vil række rigtig langt frem, siger Sophie Løhde til TV 2 News.
70.000 offentligt ansatte er udtaget til strejke, der tidligst kan træde i kraft den 4. april. Arbejdsgivernes lockout vil omfatte 440.000 lønmodtagere tidligst fra den 10. april.
Forligsmanden har mulighed for at udsætte konflikten i to gange 14 dage.