Faderhusets enevældige leder Ruth Evensen slår ned på oprør og modstand øjeblikkeligt. Men nu har hun fået en modstander, som kender hendes næste træk. Datteren Sophia Evensen har skrevet en bog om sit liv og sin mor.

»Jeg anser hende ikke for min mor. Derfor kalder jeg hende Ruth,« siger Sophia Evensen.

Hun er meget slank. Alle hendes træk er fine. Men hun er i gang med sit livs kamp. Som den eneste i sin familie, er hun ved at gøre sig fri af sin mor.

»Jeg husker min mor som en dame på høje hæle. Klak-klak-klak hen over gulvet. Det sekund, vi hørte hælene, skiftede atmosfæren derhjemme. Alle rettede sig op. Far skiftede kanal på fjernsynet, hvis vi så noget, hun ikke brød sig om. Jeg gik panisk i gang med at rydde mit værelse op eller tage opvasken helt vildt hurtigt. Ruth udstedte straks ordrer. 'Du gør det, og du gør det. Op på dupperne'. Ingen turde sige nej. Det var fuldstændig uhørt. Hvis bare man tøvede et sekund, var hun helt oppe i fjæset på en: 'Hvad er det for en tone?' Hun krævede fuld og øjeblikkelig lydighed,« fortæller Sophia Evensen.

Hun sidder i en fuldstændig opryddet hvid lejlighed. Lyst hår, lys hud. Kun hendes øjne er mørke.

Ruth er rugemor

»Ruth sagde tit, at hun bare var min rugemor. Min virkelige mor var Kisser – en dame, som var meget omsorgsfuld og moderlig. Det syntes Ruth var sjovt, men det er det faktisk slet ikke,« siger hun.

Ordene kommer ind imellem langsomt. Hun ved nærmest alt om Ruth som sektleder og kvinden, der ville knække de autonome, da hun købte Ungdomshuset på Jagtvej i København. Men hun har svært ved at genkalde sig sin mor som mor.

»Hun har aldrig leget med mig. Aldrig. Hun er ikke typen, som kan sidde stille og spille et spil eller koncentrere sig om at se en film. Hun er altid på vej videre. Hun har aldrig læst bøger for mig. Hun er en karrierekvinde, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor hun fik børn,« siger Sophia Evensen.

Hendes bog hedder »Ondskab – Ruth stjal mit liv«. Af den fremgår det, at også manden Knut Evensen lod sig kue.

»Ruth kastererede ham. Han var fuldstændig under tøflen. Hvis han ikke makkede ret eller svarede præcist og hurtigt, angreb hun: 'Nå, hvad sir du? Hvad sir du?' Han er sådan en blød bamse, og han brød sig ikke om konflikter. Han kunne ikke hamle op med hende. Måske kan han lide at være domineret,« siger Sophia Evensen.

Ruths mand på alle fire

I bogen beskriver hun flere halvoffentlige opgør, hvor Ruth Evensen ydmyger hendes far.

En gang i Faderhuset ender den næsten to meter høje mand på alle fire, mens Ruth og andre kvinder slår løs på ham. En anden gang holder Ruth en hadefuld tale, hvor hun i tre timer klager over hans manglende interesse og omsorg for hende. Hun erklærer, at hun har givet Gud et ultimatum om, at han enten skal lade hende eller Knut dø.

»Han gjorde det beskidte arbejde derhjemme. Hun bestemte, at vi skulle have smæk. Han slog. Han blev hundset rundt med og var lydig. Han formåede ikke at beskytte os mod hende,« fortæller datteren.

Sophia Evensen har aldrig råbt af sin mor eller sagt, at hun skulle blande sig udenom.

»Jeg viste aldrig vrede. Heller ikke som teenager. Hjemme hos os måtte man ikke være vred, sur eller gal. Vi var styret af frygt for Ruth. Hele min barndom gik med at læse hende og gøre, alt hvad jeg kunne for at behage,« fortæller hun.

Til gengæld husker hun en far, som var opmærksom og omsorgsfuld.

»Han fortalte eventyr, og vi elskede det. Men han er for svag. Han elsker mig nok, men han har ikke været i stand til at beholde kontakten til mig,« siger hun.

Hun taler stille og roligt, selvom det er hendes livs drama. Hun har mistet sine forældre og sine to brødre. De har alle valgt Ruth Evensen og Faderhuset.

»Jeg er ikke kold eller ligeglad. Men det her er mit liv, og jeg er nødt til at leve med det. Jeg har været igennem alle følelserne af op og ned. Det er ikke let af afskrive sig sin mor, men det har jeg været nødt til. Jeg tænker, at hun er i Guds hånd,« siger Sophia Evensen.

Kampen mod Ruth begyndte først for tre år siden.

Gift med kontrolfreak

Sophia Evensen havde været gift i flere år med en norsk kristen fra biker-miljøet, som hendes mor synes var et passende part. De levede i et hersker-slavinde-lignende forhold, hvor han kontrollerede hendes liv ned i de mindste detaljer.

»Jeg skulle bare behage, behage, behage. Og det var jeg jo trænet i hjemmefra. Jeg satte ingen grænser. Han bestemte alt. Også små ting, som at jeg skulle smøre kroppen ind i fugtighedscreme oppe fra og ned. Ikke nede fra og op,« fortæller hun.

Hun forsørgede manden gennem modeljobs og et arbejde i et kosmetikfirma. Han så tv, mens han ventede på, at noget skulle ske, så han kunne leve af sin tro. Sammen havde de en datter.

For tre år siden stak Sophia Evensen af med den seks-årige pige. De listede sig ud, mens han sov og kørte hele vejen ned gennem til Sverige for at søge ly hos Ruth og Knut Evensen i København.

Derefter gik det langsom op for Sophia Evensen, at hendes mor ikke var på hendes side. Og at hun aldrig havde været det.

I kampen om forældremyndigheden holdt Ruth Evensen med eksmanden. Hun præsterede endda af aflevere sit barnebarn til faren, da hun passede hende for Sophia Evensen.

Siden er alting gået meget stærkt. Sophia Evensen er blevet skilt og gift med amerikaneren Edwin. Hun har besluttet, at hun må finde sig selv, før hun kan slås for sit barn, og derfor bor datteren stadig i Norge med sin far. Hun har mødtes flere gange med sine forældre og udvekslet masser af emails med dem.

»I dag har jeg kun ét ord for det, Ruth står for. Ondskab. Hun har kontrolleret mig hele livet og berøvet mig retten til at være en selvstændig person. Hun kan tryllebinde mennesker, så man føler sig fuldstændig ét med hende, men hun kræver alt til gengæld. Jeg var en brik i hendes spil, og jeg var udvalgt til at føre hendes liv videre, men jeg nægter,« siger Sophia Evensen.

Hun er selv troende i dag uden at komme fast i en kirke.

»Jeg har fået skilt Ruth og Gud ad, og i dag bebrejder jeg ikke Gud for Ruth. Jeg oplever at han elsker mig, og jeg kan ikke vælge ham fra,« siger hun.