650 af knap 3000 ansatte ved Sony Mobiles anlæg i Lund i Sverige bliver afskediget. Det skriver Sony Mobile i en pressemeddelelse.
Samtidig skærer Sony Mobile, der producere mobiltelefoner, også ned i antallet af konsulenter, der er tilknyttet anlægget.
Nedskæringerne bliver gennemført frem til slutningen af 2014 og er led i en større omlægning af firmaets produktion af mobiltelefoner. Omlægningen kommer også til at berøre anlæg i Beijing i Kina og i Tokyo i Japan.
I alt planlægger Sony at reducere arbejdsstyrken med cirka 1000 ansatte svarende til 15 procent af totalt 7000 ansatte.
Allerede i oktober flytter Sony Mobiles hovedkontor fra Lund til Japan. Alligevel lover Sony, at anlægget i Lund fremover fortsat udgør en vigtig del af Sonys strategi for produktion af mobiltelefoner.
Den japanske elektronikgigant Sony dannede i 2001 mobiltelefonselskabet Sony Ericsson. Firmaet har dog haft vanskeligheder med at klare sig i konkurrencen med Samsung, Nokia og Apple på verdensmarkedet.
I februar købte Sony den halvdel af det fælles firma, som Ericsson ejede, for en milliard euro, og ændrede navn til Sony Mobile.
/ritzau/TT