Det kan godt være, at flere undersøgelser viser, at mobiltelefoner ikke umiddelbart er skadelige for helbredet, men det betyder ikke, at de ikke kan være farlige alligevel. Det måtte svenske Susanne Tegelberg sande, da hun forleden satte sin mobiltelefon til opladning ved siden af sin seng. Pludselig eksploderede telefonen - en Sony Ericsson 520i - og brød i brand.
»Sengetøjet gik i brand, og der var røg over det hele. Var det sket om natten, kunne det være gået langt værre,« siger Susanna Tegelberg til Aftonbladet.
Selv om Tegelberg selv fik slukket branden forholdsvis hurtigt, var røgudviklingen alligevel så stor, at hun var nødt til at ringe til brandvæsenet, der rykkede ud med flere biler.
Sony Ericsson har ikke modtaget andre henvendelser om eksploderede batterier i forbindelse med denne model.