Sonny Ramsing er på Viagra. Selv om det ikke er alle og enhver, der skilter med potensproblemer, er Sonny Ramsing blevet kendt for netop det i Vallensbæk Kommune.
Kommunen har nemlig meddelt ham, at han ikke må dyrke sex mere end tre gange om ugen. Og det undrer den 41-årige mand.
"Det er helt urimeligt, at der skal være kvoter på, hvor meget sex jeg må dyrke. Tænk at en kommune blander sig i noget så intimt," siger Sonny Ramsing til Ekstra Bladet.
Vallensbæk blander sig i hans private lagengymnastik, fordi han for to år siden fik en blodprop i hjertet, hvilket påvirker potensen.
Og det er kommunen, der betaler for de små livlige piller.
Nu har kommunen så besluttet, at Sonny Ramsing ikke længere kan få alle de Viagra-piller, han ønsker. Man mener, at 'tre gange ugentligt, må være rimeligt'. Det gør Sonny Ramsing rasende, da de putter ham i bås som en alt for sexglad herre.
"Så det gør mig til unormal, hvis jeg dyrker sex mere end tre gange om ugen," siger han.
Borgmesteren i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (K), opfordrer Sonny Ramsing til at anke afgørelsen, hvis han er utilfreds.