Hvis du holder ferie i Danmark, så har du fået timet det ualmindelig godt. Fra i dag vender det gode sommervejr nemlig tilbage, skriver Ekstra Bladet og B.T.
Og det bliver kun varmere frem mod weekenden, så det arbejdende folk når også at få glæde af de høje temperaturer.
"Torsdag bliver pæn, men der bliver mere og mere sol fra på fredag af," siger meteorolog Lars Henriksen fra DMI til Ekstra Bladet.
Sommer og sol
I weekenden vil der være ægte sommervejr over Danmark.
"Man må sige, at det ser meget fornuftigt ud. Fra weekenden og frem til mandag vil vi højst sandsynligt få en varmebølge med temperaturer omkring 27-28 grader, siger meteorlog Mogens Rønnebæk fra DMI til B.T.
Og i næste uge vil det blive helt sindssygt med tropenætter og hedebølge, hvilket vil sige temperaturer på 30 grader. Først sidst i næste uge vil temperaturerne dykke igen.
Kilder: Ekstra Bladet og B.T.