Turistbranchen havde en dårlig indledning på højsæsonen, da antallet af overnatninger i juni faldt sammenlignet med sidste år. Alligevel har branchen begrundet håb for en god højsommer.
Dansk Erhverv forventer, at det varme juli-vejr får en positiv betydning for sommerens samlede antal overnatninger.
- Vi forventer, at vejret i juli har medvirket til flere turistovernatninger, siger Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
- Vi har nogle ferieformer, der er meget vejrfølsomme. Hvis man bor i et feriehus langs Vestkysten eller på en campingplads, så bliver det alt andet end lige en bedre ferie, hvis vejret er godt.
Derfor forventer Dansk Erhverv, at campingpladserne har nydt ekstra godt af det danske sommervejr i stedet for at søge alternative feriemuligheder.
- Hvis man ligger på en campingplads, og det regner flere dage i træk, så kan det være, man rykker teltpløkkerne op - bogstaveligt talt - og kører sydpå, siger Mette Feifer.
Hun påpeger også, at antallet af forudbestillinger er faldet. Formentlig fordi turisterne har ventet længere, for at se om sommervejret blev bedre end de sidste par år.
Som det eneste område oplevede campingpladserne fremgang i antallet af overnatninger i juni i forhold til samme måned sidste år. En stigning på 10.000 overnatninger svarende til knap en procent.
Det samlede antal af overnatninger for feriehuse, hoteller, campingpladser og feriecentre faldt i juni med 90.000 overnatninger i forhold til samme måned sidste år. Det svarer til et fald på 1,8 procent.
/ritzau/