På bare et år er antallet af indbrud i sommerhuse, der er anmeldt til forsikringsselskaberne, steget med 25 procent. Det viser nye tal tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension.
Og det er blandt andet, fordi det ikke længere kun er gamle aflagte møbler, der står i sommerhusene, siger chefkonsulent i Forsikringsoplysningen Christian Skødt.
"Det stigende antal indbrud i sommerhuse hænger sammen med, at danskerne inden den økonomiske krise satte ind har haft mange penge mellem hænderne, som blandt andet er blevet brugt på luksus til sommerhuset," siger han til DR.
I 2008 fik danskerne 64,7 millioner kroner i erstatning efter indbrud i sommerhuset - en stigning på 27 procent sammenlignet med 2007.
Og tyvene er blevet smartere. De bruger nemlig internettet til at finde frem til de sommehuse, hvor de vil lave et bræk. Ofte er det huse, der er til salg, der er udsat. Her kan tyvene nemlig se billeder af fjernsyn og møbler, lyder det fra Forsikringsoplysningen.