Af Michael Christiansen
Hvis du synes, der har været forbavsende få sommerfugle de seneste par år, så er det ikke, fordi den konstante summen fra de mange hvepse har taget fokus.
I flere områder har der nemlig været langt færre af de elegante insekter.
"Det drejer som nogle af de store karakteristiske dagflyvere, som langt de fleste mennesker lægger mærke til. Der har været påfaldende få af de arter i de sidste par år," siger Niels Peder Kristensen fra Statens Naturhistoriske Museum til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han er professor på entomologisk afdeling og har speciale i sommerfugle.
"For tre år siden var der vældig mange, så de kan altså variere voldsomt inden for kort tid," siger Niels Peder Kristensen.
Professoren understreger, at der er tale om lokale variationer, og der er steder i Danmark, hvor antallet ikke er faldet.
Grunden til det store udsving i sommerfuglebestanden skal findes i det omskiftelige danske vejr, da hver eneste art har ganske specifikke krav. Nogle sommerfugle har det bedst, hvis forsommeren er fugtig, mens andre har størst chance for at overleve, hvis der er mange solskinstimer i højsommeren.
"Man kan jo se på vejrudsigten hvor meget temperaturen og nedbøren varierer fra måned til måned og år til år. Og der har vi altså en væsentlig del af forklaringen på svingningerne," vurderer Niels Peder Kristensen.
Der er dog ingen grund til at frygte for, at sommerfuglene forsvinder helt fra de danske ligusterhække.
"De vil næppe nogensinde blive truet i Danmark. Det gælder generelt for arter, der er kraftige flyvere. Og det er de her. Derfor vil det ikke betyde så meget, at der er kraftige dyk i bestanden i nogle områder, hvis de klarer sig godt i andre områder. For så vil der komme indvandring fra naboområderne," lyder forklaringen fra Niels Peder Kristensen.
Der er registreret omkring 2.500 forskellige sommerfuglearter i Danmark, men der er intet tal på hvor mange individer, der flyver rundt. Langt de fleste er natflyvere, og er kun kendt af sommerfugleentusiaster.
Citronsommerfuglen, de hvide kålsommerfugle, dagpåfuglen og admiralen er de sommerfuglearter, som er bedst kendt herhjemme.
-Newspaq