Af Sophie Nyborg, sony@avisen.dk
Gøgen bliver ofte beskyldt for at være en af dyrerigets værste snyltere, fordi den lader andre fuglearter om det hårde arbejde med at opfostre sine egne forslugne unger.
Men faktisk er den sjældne sommerfugl ensianblåfugl mindst lige så nederdrægtig. Med en særlig lækker duft lokker sommerfuglelarverne nemlig myrer til at slæbe dem hjem i boet, hvor de herefter æder på bekostning af myrernes egne unger.
Det er David Nash og professor Jacobus Boomsma fra Det Biologiske Institut på Københavns Universitet, der har stået i spidsen for forskningen, der i dag offentliggøres i tidsskriftet Science, og som også Thomas D. Als fra Aarhus Universitet har været med til.
Særlige forhold på Læsø
Myrerne tager fjenden med sig hjem i god tro, fordi sommerfuglene gennem tiden har udviklet kemiske duftsignaler, der fuldstændig ligner myrelarvernes.
Faktisk bliver sommerfuglelarverne mere forkælet end myrelarverne, fordi de er større, og derfor tror myrepædagogerne, at de er kommende dronninger.
Den store nyhed for forskerne er dog, at de har fundet ud af, hvorfor sommerfuglen trives lige netop på Læsø, når den er sjælden i hele resten af Europa. Her findes nemlig hele to arter værtsmyrer, som sommerfuglen kan udnytte, og det viser sig, at den ene art gennem årtusinder har ført et slags genetisk våbenkapløb med sommerfuglen. Den myreart har nemlig lært at snyde tilbage og ændre sin egen duft, så de kan sortere de falske larver fra. Med tiden svarer sommerfuglen til gengæld tilbage og aber efter igen.
Den anden myreart kan ikke snyde, men til gengæld er den sværere at lokke til at tage hittebørnene med på vejen hjem til tuen.