Har du set en gaffelhale? Eller hvad med en sørgekåbe, en iris eller et rødt ordensbånd?
Danske sommerfugle får nu deres helt eget slaraffenland på Møn. Her er Skov- og Naturstyrelsen ved at bygge en ny skov til de farvestrålende insekter.
»Ja, mange tror jo ikke deres egne ører, når de hører om det her. Men den er skam god nok. Der er faktisk tale om en skov, som er specielt indrettet til sommerfugle. Vi vil gerne skabe en så varieret natur i Danmark som muligt, og her kommer sommer-fugleskoven ind i billedet. Ved at plante nogle særlige træarter kan vi skabe bedre forhold for nogle af de sommerfuglearter, der ellers ikke tilgodeses,« siger skovfoged Stefan Skov fra Skov- og Naturstyrelsen til nyhedsbrevet Skov og Natur.
Den nye skov bliver 0,7 hektar stor, men allerede nu står 1.500 træer klar til sommerfuglene. Det er hovedsageligt bævreasp, som er sommerfuglene foretrukne træ. Effekten af skoven ? flere danske sommerfugle ? vil ifølge Skov- og Naturstyrelsen kunne ses i løbet af et par år.