"Har jeg ikke set dig før?"
Scorereplikker som denne er en klassisk måde for drenge at komme i kontakt med piger. Men for et par kroner og et slik på frimærket kan fyrene med fordel prøve en helt anden scoremetode af.
Skriv et postkort til den udkårne.
En undersøgelse lavet af Gallup for Post Danmark viser nemlig, at danske unge er vilde med at få og skrive postkort. Og det overvejende pigerne, der er glade for papirspost.
"Pigerne elsker at få postkort. Og det burde drengene da få øjnene op for, for det lader til at være et rigtig godt scoretrick," siger Eva Malene Hartmann, der er chef i privatkunder hos Post Danmark.
Flere unge end ældre bekender i undersøgelsen deres kærlighed til det lille papbrev. Og det er der ifølge Eva Malene Hartmann en ganske logisk forklaring på.
"Ungdommen i dag er i langt højere grad end de ældre generationer vokset op med den lettilgængelige og hurtige kommunikation. De er online hele tiden. Derfor er kontrasten endnu større til et postkort, og derfor sætter de større pris på det.
Generelt er postkortet sog ekstremt populært hos alle aldersgrupper af danskerne - og når det kommer til sommerlige hilsner, så slår det firkantede papstykke SMS, mail og mms med flere alen.
Undersøgelsen viser, at 74 procent af danskerne helst vil modtage en sommerferiehilsen som postkort.
Ifølge danskerne er postkortet et symbol på overskud, betænksomhed og personlighed.
77 procent siger, at brevet bedst viser, at afsender har taget sig tid til at skrive og størstedelen mener, at kortet er mere hyggeligt og personligt end elektronisk kommunikation.