Avisen smagte to af hovedstadens bedste bud på en velsmagende nedkøling. Den traditionelle vaffelis fra Vaffelbageriet i Tivoli, og den italienske udgave fra ParadIs på Amagerbrogade.

Første stop på turen var ved ParadIs på Amagerbrogade.

Her lød det kække svar, da vi spurgte efter en specialitet; ’Vores specialitet er is’. Den århusianske kæde plejer at have en ’dagens is’, men i dag var der ingen at spore. I stedet gik vi efter chokolade, klassisk vanilje og lakrids, som en læser på avisen.dk anbefalede.

ParadIs-kæden har specialiseret sig i italiensk is, og for alvor sat det på landkortet. Således er der nu 11 butikker, og ekspansionen stopper ikke. Nye afdelinger blomstrer op, senest i Horsens og Odense. Og det er ikke svært at forstå, når man smager på sagerne.

Lakridsisen var uden sammenligning den mest velsmagende, jeg har smagt. Intet mindede om den sorte udgave, man tidligere har kunnet finde i almindelige iskiosker. Også chokoladen var i en klasse for sig. Blød og rund med en ægte smag af chokolade, og ikke bare sukker og kakao.

Vaniljen var ikke så klassisk som først antaget. Friskere og lækrere, end hvad frysedisken normalt byder på. Konklusionen blev, at der måtte være tilsat lidt citron.

Vi valgte at få isen i et bæger. ParadIs har aldrig solgt sig selv på sine vafler, og den italienske is smager næsten bedre, jo mere enkelt den serveres.

Isen er lavet på mælk i stedet for fløde, og udover at spare nogle kalorier, så har det også nogle klare fordele på smagsfronten. Isen bliver mere cremet, og man går ikke tung og rund fra stedet.

En klassisk med sprut, tak!

Efter den lette mælkeis gik vi videre til de tunge sager. Flødeisen fandt vi i Tivoli, hvor Vaffelbageriet hører hjemme. ’100 år i Tivoli’ står der på et skilt over butikken, og Vaffelbageriet skal da heller ikke beskyldes for hverken at være moderne eller nyskabende. Til gengæld er de rigtig gode til gammeldags is.

Vi bestilte en udgave med tre kugler, som ville slå en hver tre-årig i gulvet. Ekspedienten fik lov at vælge, og hun gav os en vaffel med rom og rosin-is, Baileys-is og så den mere børnevenlige pistache-is. På toppen fik vi frisk flødeskum og lækker hindbærsyltetøj. Intet var sødet unødvendigt, og isen blev aldrig kvalm, selvom den udgjorde et større måltid.

Vaffelbageriet er specielt kendt for netop rom rosin is, fordi den er lavet af væsentlig mere rom, end traditionel rom rosin is. Til 20 liter is bliver der brugt en hel liter rom, og det kan smages. På den gode måde. Baileys-isen var derimod ikke så interessant, måske fordi smagen blev fortrængt af dens spruttede fætter, rommen.

Til gengæld var vaflen noget nær det perfekte. Mange steder har vaflen fået den tarvelige rolle, som holder for isen, men her gik det hele op i en højere enhed, som supplerede hinanden på den mest optimale måde.

Og hvem er så vinderen? Den lette og elegante italiener eller den fede gammeldags dansker? Jeg ville tage den italienske om formiddagen og den gammeldags om eftermiddagen.