En nu 18-årig somalisk dreng skal stadig seks år i fængsel for blandt andet voldtægt i Gullestrup ved Herning, men han skal ikke nødvendigvis udvises.
Det afgjorde Vestre Landsret mandag.
De seks års fængsel er en stadfæstelse af den straf, som Retten i Herning idømte den unge mand i august sidste år. Men landsretten har ændret byrettens beslutning om, at han skal udvises efter afsoning af straffen.
Udvisningen er nu gjort betinget. Det betyder, at han kan undgå udvisning, hvis han ikke begår ny kriminalitet i to år efter løsladelsen.
Den unge er dømt for at have voldtaget en 10-årig pige i et skovområde ved en legeplads i Herning-forstaden Gullestrup. Ved samme lejlighed forsøgte drengen at voldtage en anden pige. Det skete i november 2011, da han kun var 16 år.
/ritzau/