To år efter et operationsforløb, hvor den amerikanske dreng Zion Harvey, som det første barn i verden fik to nye hænder ved en dobbelt håndtransplantation, kan han nu skrive, spise og klæde sig på uden hjælp.
Den tiårige Zion gennemgik den 11 timer lange operation, som blev udført af fire hold læger, i juli 2015.
- I dag klarer han de fleste hverdagsaktiviteter, siger lægen Sandra Amaral på børnehospitalet i Philadelphia, hvor operationerne er udført.
Hun siger, at han ved hjælp af daglig gymnastik og psykosocial støtte har gjort store fremskridt.
- Han er i stand til at svinge et baseballbat med meget fin koordinering, og han er i stand til at kærtegne sin mor på hendes kind og mærke den, siger Amaral.
Harveys hænder og fødder blev amputeret efter en blodforgiftning, da han var to år. Han gennemgik også en nyretransplantation.
Der har været mange problemer i tiden efter håndtransplantationen.
Otte gange har kroppen stødt hænderne bort, hvilket lægerne har imødegået med medicin, uden at det har påvirket hændernes funktion.
Drengen tager stadig en del lægemidler, som medfører risici for diabetes, cancer og infektioner.
- Selv om de funktionelle resultater er positive, og drengen har fået stort udbytte af sin transplantation, har forløbet være meget krævende for dette barn og hans familie, siger Amaral.
Forskere siger, at mere forskning er nødvendig, inden håndtransplantationer hos børn bliver udbredt.
Transplantationen fandt sted juli 2015, da hospitalet fik donorhænder fra et dødt barn.
/ritzau/AFP