Den blonde pige med den kraftfulde stemme, der skal repræsentere Danmark ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Baku i Aserbajdsjan, ser så sorgløs ud.
Men i løbet af de seneste tre måneder har den kun 21-årige sangerinde Soluna Samay mistet hele tre venner. En er død af kræft, en har begået selvmord og senest mistede hun sin rigtig gode ven Che, der døde i et flystyrt i Guatemala.
Hun lærte Che at kende, da hun boede i Guatemala, hvor han stammer fra. Selvom hun flyttede til Bornholm, holdt de stadig kontakten og sås selvfølgelig, når Soluna Samay var på besøg.
Når hun går på scenen tirsdag aften ved semifinalen i Eurovision, er hendes sang derfor dedikeret til Che.
- Jeg har sagt til mig selv, at jeg synger for ham. Han var så stolt af mig, og han var så glad for, at jeg vandt melodi grand prixet i Aalborg.
- Der er især en linje i sangen, som får mig til at tænke på ham, og jeg bliver meget rørt, når jeg synger den. Så rørt, at det kan være svært at synge. Derfor er sangen til ham, hans mor og hans kæreste, fortæller det danske Eurovision-håb.
Hun har allerede været i Baku i en uge, og tiden er gået med prøver forud for det store show. Tirsdag aften går hun så på scenen i semifinalen, hvor 18 deltagere skal skæres ned til 10.
Hvordan hun skal slippe gennem nåleøjet, har hun allerede planlagt.
- Jeg skal bare give den alt. Man skal virkelig arbejde hårdt på at have meget energi på scenen, for ellers drukner man i lysshowet.
- Bandet og jeg skal bare være fuldstændig på og brænde igennem, og så skal jeg bare synge fra hjertet, siger sangerinden.
Hun er dog overbevist om, at hendes sang har det, der skal til.
- Jeg tror jo, at det er en sang, der taler til hele Europa. Det er jo en moderne popsang, så jeg tror at mange lande kan lide den, siger sangerinden.
Soluna Samays semifinale vises tirsdag aften klokken 21 på DR 1.