Den danske finaleplads i Eurovision blev ikke fejret med øl, sprut og dans hele natten. Tværtimod ville Soluna Samay direkte hjem i seng efter sin semifinale tirsdag aften.
For selvom hun er rigtig glad, så er der stadig fire dage til det for alvor gælder i lørdagens store finale, og skal Soluna Samay være helt klar, så er der ikke plads til alt for meget tant og fjas.
Stemmen er nemlig allerede begyndt at være lidt slidt, fortæller sangerinden.
- Jeg skal bare hjem og sove, så jeg kan blive frisk til på lørdag. Det er jo der, det allervigtigste sker. Så jeg vil helt klart passe på, siger sangerinden.
Når hun på lørdag skal synge i finalen, skal hun på som kunstner nummer 15. Det stod klart efter tirsdagens semifinale, hvor kunstnerne traditionen tro trak hver deres konvolut med det nummer, som de skal synge som i finalen.
Som nummer 15 er Soluna næsten midtvejs i feltet af de 26 konkurrerende lande, og det passer hende fint, fortæller hun.
Lørdagens finale bliver sendt på DR1 klokken 21. Inden da skal 18 andre lande kæmpe om de sidste 10 finalepladser, når den anden semifinale løber af stablen torsdag klokken 21.