Manchester United stormer afsted anført af Paul Pogba under klubbens nye midlertidige manager, Ole Gunnar Solskjær.
Søndag gik det ud over Bournemouth, der blev besejret 4-1 på Old Trafford, og dermed hentede United sin tredje sejr i træk siden fyringen af José Mourinho som manager.
- Man bliver nødt til at sidde og nyde den måde, som spillerne udtrykker sig på. Arbejdsraten er uovertruffen. Den største anerkendelse, man kan få som træner, er at se spillerne arbejde så hårdt, for det er det, som er vores fundament.
- Spillerne ved, at de spiller for Manchester United, fordi de er spillere med evner, og et Manchester United-hold bør aldrig gå ned på fysikken, siger Ole Gunnar Solskjær til det britiske medie BBC.
United har scoret 12 mål under Solskjær og vundet over Cardiff, Huddersfield og Bournemouth.
Søndagens sejr betød, at United på sjettepladsen er otte point fra top-4.
Trods de mange mål og det offensive snit, der er kommet over United igen, så fokuserer Solskjær meget på organisationen og det hårde arbejde.
- Træningerne har været af høj kvalitet. Tempoet og skarpheden har været virkelig god, men vi vil blive bedre, og vi arbejder på ikke at lukke mål ind.
- Alle tror, at jeg kun kigger på angrebsfodbold, men fundamentet på alle hold består i, hvor godt man forsvarer sig. Holder man nullet, har man en god chance for at vinde, siger Ole Gunnar Solskjær til BBC.
Næste opgave for Manchester United bliver 2. januar på udebane, hvor modstanderen er Newcastle.
/ritzau/