Ritzau
Opdateret kl. 23:42
En trafikulykke har tirsdag eftermiddag kostet en 18-årig mand livet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ved ulykken blev en 17-årig dreng, der var med i bilen, alvorligt kvæstet.
Ulykken skete på Roustvej i Omme nordøst for Esbjerg.
- Her kommer han ud i rabatten og mister herredømmet over bilen, som kører tværs over vejen, fortæller vagtchef Søren Strægaard.
Bilen fortsætter over en grøft og ind på en mark, hvor den kurrer ind i nogle træer.
Vagtchefen kan tirsdag aften ikke sige noget om, hvorfor bilen i første omgang kom ud i rabatten.
- Der er svag kurve på stedet, men vi ved ikke, om det er derfor, det går galt, siger han.
En bilinspektør har som altid ved alvorlige ulykker været tilkaldt for at undersøge både ulykkesstedet og den forulykkede bil for at finde ud af, hvordan ulykken kunne ske.
De pårørende til de to unge er blevet underrettet om ulykken.
/ritzau/