Har du købt spiseklar, snittet grønkål i Rema 1000 eller på Nemlig.com, bør du tjekke emballagen en ekstra gang. Der er nemlig fundet listeria i produktet, og derfor tilbagekalder producenten GASA Nord Grønt nu to partier grønkål, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om pakker med et nettoindhold på 250 gram og påtrykt lotnummer 01.02:47-1. Sidste anvendelsesdato er henholdsvis 25. og 27. november.
Har du købt produktet, opfordres du til enten at kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.
En infektion med bakterien Listeria monocytogenes kan give influenzalignende symptomer som feber og hovedpine og i nogle tilfælde også mave-tarmproblemer. For personer med nedsat immunforsvar og for gravide kan listeria udvikle sig til alvorlig sygdom, herunder blodforgiftning eller hjernehindebetændelse.
Oplever du symptomer efter at have spist produktet, bør du kontakte din læge.