Danmark får onsdag den 12. august en delvis solformørkelse fra omkring klokken 19.10 til cirka klokken 21.00.
Det pludselige fald i lys kan få blandt andet fugle, sommerfugle, flagermus og myg til at ændre adfærd.
Det er ikke kun mennesker, der kan reagere, når lyset pludselig ændrer sig under onsdagens delvise solformørkelse. Også dyr kan kortvarigt opføre sig, som om aftenen er kommet tidligere end normalt.
Ifølge Zoologisk Have København kan sangfugle eksempelvis stoppe med at synge, mens græshopper typisk bliver stille. Ænder kan søge ud mod midten af søer, som de normalt gør om natten, og sommerfugle kan gå til ro. Enkelte flagermus kan samtidig forlade deres skjul tidligere end normalt.
Myggene kan begynde jagten
Også myggene kan reagere på det faldende lys.
- Når lyset forsvinder, kan myggene opfatte det som aften og begynde at jage tidligere end normalt. Og når de først er blevet aktive, fortsætter de ofte, også når lyset vender tilbage. Derfor kan man opleve, at der pludselig er flere myg under og efter en solformørkelse, siger Simon Bruslund, chef for global udvikling i Zoologisk Have København.
Ifølge Zoologisk Have er lys et vigtigt signal for mange dyr og blandt andet med til at styre, hvornår de er aktive, og hvornår de hviler.
Reaktionerne ventes dog at være kortvarige.
- En solformørkelse er en midlertidig forstyrrelse, og det er naturen generelt rigtig god til at håndtere. Dyr har gennem evolutionen været udsat for mange kortvarige ændringer i deres omgivelser, siger Simon Bruslund.
Kun en kort forstyrrelse
Andre steder i verden kan reaktionerne være mere markante. Ifølge Zoologisk Have kan flodheste i Afrika eksempelvis forlade vandet, hvis mørket får dem til at tro, at natten er faldet på. For langt de fleste dyr har en solformørkelse dog ingen varige konsekvenser.
- Mange dyr er langt mere fleksible, end vi ofte forestiller os, og derfor vil en kort solformørkelse sjældent have nogen varig betydning, siger Simon Bruslund.
Den delvise solformørkelse kan ifølge Zoologisk Have København opleves i Danmark onsdag den 12. august fra omkring klokken 19.10 til cirka klokken 21.00.