Det schweizisk byggede propelfly Solar Impulse 2 landede i dag i Spanien efter en lang rejse på tværs af Atlanten fra New York i USA. Det soldrevne fly lettede fra New York mandag morgen og har dermed gennemført endnu en etape af sin rejse rundt om kloden.
Bag styrepinden sidder den schweiziske eventyrer Bertrand Piccard. Han er pilot på flyet, der har et større vingespænd end et Boeing 747, og hvorpå der er monteret 17.000 solceller. Solar Impulse 2 begyndte sin rejse i marts 2015 i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Flyet har også gjort stop i Oman, Myanmar, Kina og Japan.