Sagen om bogen 'Jæger - i krig med eliten' bliver ved med at udvikle sig. Nu viser det sig, at den arabiske oversættelse, som Forsvaret har nægtet at have haft noget med at gøre, er blevet lækket fra Forsvarskommandoen.
Chef for Informatikafdelingen og ansvarlig for defensiv cyberkrigsførelse hos Forsvarskommandoen, Jesper Britze, indrømmer over for TV 2, at det er ham, som er ansvarlig for, at dokumentet blev samlet og distribueret videre.
"Jeg er ked af, at dokumentet er sluppet ud til offentligheden," siger han TV 2.
Ifølge hans forklaring opdagede Forsvaret dele af bogen på nettet onsdag aften, hvorefter de samlede det i et dokument. Oversættelserne er siden forsvundet fra internettet, og B.T. har fået tilsendt et eksemplar, som de kunne spore tilbage til Forsvaret.
Dokumentet fandtes imidlertid kun på det interne lukkede system, som er afskåret fra internettet. Derfor må nogen have gemt dokumentet på en USB-nøgle og sendt det fra en anden computer, forklarer Jesper Britze.
Det er ikke længere muligt at finde oversættelsen på internettet.
Forlaget bag Thomas Rathsacks bog har valgt at udskyde udgivelsen, og den kommer nu på gaden den 2. oktober.