I Elfenbenskysten, hvor oprørske soldater fortsætter en væbnet opstand, blev byerne Abidjan og Bouake tidligt mandag rystet af skud.
Det oplyser journalister fra det franske nyhedsbureau AFP.
I byen Abidjan blev der affyret skud på to kaserner i den østlige del af byen. Der blev samtidig affyret mange skud i Bouake, som er landets næststørste by. Her døde en person af skudsår søndag. Mindst fem andre blev såret i byen.
Soldaterne har i mere end tre døgn gjort oprør efter en strid om løn og bonusser, oplyser øjenvidner.
Militæret kræver, at oprørerne overgiver sig. Forhandlinger i weekenden mellem militærets ledere og oprørske soldater i Bouake førte ikke til noget resultat, og de oprørske soldater har stadig forskanset sig inde i byen.
- De bad os om at nedlægge våbnene og overgive os. Det nægtede vi, og vi kræver vores penge, sagde en sergent blandt oprørerne efter mødet.
Elitesoldater og soldater fra den republikanske garde er blevet mobiliseret ved Bouake.
Ifølge nyhedsbureauet AFP blev seks mennesker såret inde i byen søndag. Det er en mor til tre samt fem mænd, der blev kørt til hospitalet, efter at soldaterne har affyret advarselsskud for at holde indbyggerne inden døre. En af mændene søde senere.
Soldaterne trængte ud i gaderne fredag for at protestere mod manglende bonusudbetalinger. De opfatter det som et brud på en tidligere aftale
Oprørssoldaterne har blokeret adgangen til byen, og adskillige borgere er blevet pryglet.
Det er anden gang, at soldaterne i Bouake gør oprør. Sidst var i januar, hvor det også var en strid om aflønningen af soldaterne.
Dengang tog man en minister som gidsel for at få gennemtrumfet sine krav.
Elfenbenskysten var gennem en lang borgerkrig fra 2002 til 2011. Som led i en fredsløsning blev tidligere oprørere gjort til soldater, blandt andet i byen Bouake.
/ritzau/Reuters