I Danmark har vi alle lige adgang til behandling i sundhedssystemet - men sådan skal det ikke være længere, hvis det står til oberst Lars R. Møller.
Frem til marts var han chef for Hærens Produktionsdivision, som gør de danske soldater klar til krig, og han mener nu, at de sårede soldater har krav på særbehandling i sundhedssystemet.
"I dag må vores krigsveteraner vente i behandlingssystemet på linje med gamle fru Jensen eller ham, der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet. Er det rimeligt, bare fordi vi har ligebehandling i Danmark? Det mener jeg ikke," siger han til jp.dk.
Den kontroversielle udmelding bunder i soldaternes særstatus, siger han.
"Soldaterne tilhører en særlig gruppe. Folketinget stemmer om at sende dem på arbejde, og ingen andre faggrupper arbejder et sted, hvor andre forsøger at slå dem ihjel. Når de så kommer til skade, må vi som samfund påtage os et helt særligt ansvar. Rigtig mange steder bør det være en selvfølge, at soldaterne kommer foran i køen," siger Lars R. Møller.
Obersten mener eksempelvis, at de sårede bør have særlig adgang til genoptræning, det psykiatriske system, boliger og hjælpemidler som proteser.
På Christiansborg er regeringspartier uenige om idéen. K støtter udspillet, mens V er skeptisk. Samtidig afviser Socialdemokraterne pure idéen om soldater, der skal foran i hospitalskøen.