Soldater i krig skal tygge dansk tyggegummi

Når bomberne regner ned om ørene på amerikanske soldater, kan det være svært at huske at børste tænder. Derfor skal et dansk selskab nu udvikle tyggegummi, der renser tænderne, til USA s hær.

En soldat i krig skal altid være beredt. Gevær, camouflageuniform og beskyttelseshjelm. Men det kan være svært at få tid til at børste tænder.

Derfor har den amerikanske hær indgået en aftale med det danske firma, Fertin, fra Vejle. Fertin skal udvikle et tyggegummi, som renser de amerikanske soldaters tænder.

Baggrunden er, at amerikanske soldater i krig er plaget af akutte tandproblemer, skriver Fertin i en pressemeddelelse. Selskabets administrerende direktør, Lars Christian Nielsen, siger, at firmaet vil være med til at udvikle et produkt, der kan »forbedre tandhygiejnen, først og fremmest hos udstationerede amerikanske militærfolk, men som dernæst vil være en yderst interessant kandidat til den brede befolkning.«

En særlig oprettet amerikansk enhed for tandhygiejne i hæren har allerede udviklet et stof, som klipper de bakterier over, der giver plak og huller i tænderne og tandkødsbetændelse. Nu er det så op til den danske virksomhed at lægge det aktive stof ind i tyggegummiet.

Der kan gå op til otte år, før det nye tyggegummi er klar.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.