Hårde slag og pludselige kvælertag er en del af den barske hverdag for mange af de pædagoger, som arbejder på landets bocentre for udviklingshæmmede. For hvis klaveret ikke spiller, som beboerne vil, reagerer nogle af dem med spontane voldsudbrud.
Sådan var det også på videns- og boenheden Møgelkær i Viborg, indtil stedets forstander for to år siden ansatte soldater som sikkerhedspersonale.
Det fortæller Janne Spiegelhauer, afdelingschef på socialområdet for voksne i Region Midt.
»Pædagogerne var bange for beboerne. Og der var alt for mange tilfælde af magtanvendelse, fordi beboerne var til fare for sig selv eller andre,« siger hun
Bærer ikke uniform
12 til 14 gange hver månedmåtte pædagogerne anvende magt, altså tage fat i armen eller holde fast på en beboer mod beboerens vilje..
»Det var alt for meget. De fleste beboere er mænd, og en magtanvendelsessituation kan jo blive meget dramatisk, hvis en kvindelig pædagog ikke er stærk nok til at holde ham. Ofte måtte der tre til fire personer til at hjælpe,« siger Janne Spiegelhauer.
Derfor ansatte Møgelkærs forstander, Jørgen Juul, et hold soldater fra Skive Kaserne til at stoppe voldsepisoderne. Soldaterne, der har været udsendt til Kosovo, bærer hverken camouflagetøj eller våben. Men hæver en beboer hånden for at slå, griber en soldat ind.
»Soldaterne gør dem trygge, for beboerne ved, at de kan tage vare på dem. Soldaterne udstråler, at de ikke har noget imod at være sammen med dem. Det gør man, hvis man er bange. Så vil man hellere være et andet sted,« siger Janne Spiegelhauer, som mener at soldaterne er bedre end pædagogerne til at se konflikterne i opløbet, og også kan gribe fysisk ind, uden at der bliver tale om en magtanvendelse.
Ro til pædagogik
»I stedet for at være bange og være på vagt over for konflikter, kan pædagogerne koncentrere sig om deres pædagogiske arbejde. I dag er der kun en til to magtanvendelser om måneden,« siger Janne Spiegelhauer.
Også antallet af trusler mod de ansatte og andre beboere er faldet, siden soldaterne trådte an i Møgelkær. Det viser en evalueringsrapport fra Viborg Amt fra 2006.
Janne Spiegelhauer erkender, at det er utraditionelt at ansætte soldater som sikkerhedspersonale.
»Men vi følger det nøje,« siger hun om det foreløbigt succesfulde projekt.