I positurer, der kunne minde om action-helte som Rambo og Arnold Schwartzenegger poserer udsendte danske soldater med deres våben på billeder, som kan findes på Facebook.
Billederne er muligvis ment som en spøg, men ifølge lektor i international politik ved Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen skal soldaterne tænke sig lidt bedre om.
"Soldaterne skal være opmærksomme på, hvad det er for et indtryk, som de vil give folk. Det kunne være, at de så skulle tænke sig bedre om, inden de putter sådanne billeder på nettet," siger han til B.T.
Og skal man tro Major Kim Grünberg i Hærens Operative Kommando, skal soldaterne ikke fundere for længe over spørgsmålet. Han tager nu initiativ til, at en militærjurist ser på sagen.
"Jeg har flere gange taget mig til hovedet over, hvad der er lagt på Facebook, og så har vi bedt soldaterne om at fjerne billederne igen. Men i forhold til disse nye billeder må en jurist se på dem, forsikrer han.
Ifølge ham, kan billederne af soldater, der optræder med deres tjenestevåben på Facebook-billeder, nemlig være på kant med våbenloven. Derfor er det en jurist, som skal kigge på dem.