Et tip fra lokale irakere førte søndag til afsløringen af en hemmelige fangelejr syd for byen Baquba, hvor terrornetværket al-Qaeda har holdt civile irakere i fangenskab. Det oplyste en talsmand for det amerikanske militær i Irak mandag.
Amerikanske og irakiske soldater stormede lejren og befriede 41 mænd. Ifølge Reuters har nogle af dem være fængslet i op mod fire måneder, og mange havde synlige tegn på tortur. Nogle havde knoglebrud, mens andre hævdede, at de var blevet hængt op i loftet og afhørt af al-Qaeda.
Fangerne boede i små mudderhytter og var kun blevet tildelt hvert et snavset tæppe. De befriede mænd blev taget med til en lokal base, hvor de fik mad og drikke. Der var ingen spor af lejrens ledelse eller fangevogterne.
Det er første gang, soldater i Irak afslører, at al-Qaeda benytter sig af regulære fangelejre. Terrornetværket er kendt for at slå sine ofre ihjel umiddelbart efter, at de er blevet kidnappet.