De har trænet det. Og de ved, at det kan ske.
Alligevel bliver de sure, frustrerede, trætte og kede af det, når en kammerat bliver skudt og dræbt i en ulykke.
Derfor har de danske soldater i den farlige Helmand-provins de seneste dage fået krisehjælp efter vådeskudsulykken, der dræbte den 21-årige Morten Krogh Jensen.
Psykologerne har hjulpet soldaterne med samtaler og diskussioner om hændelsen – og rejste i går hjem igen til Danmark, oplyser Hærens Operative Kommando.
Soldaterne har det dog godt, lyder den umiddelbare vurdering fra psykologerne, der nu er på vej tilbage til Danmark.
- Vi er hernede alle sammen meget opmærksomme på, hvor svært soldaternes familier hjemme i Danmark har det med oplevelsen, for hvad er mere naturligt end at ville hjælpe sin egen kære soldat i triste situationer, men vi kan love dem derhjemme, at vi hernede gør alt, hvad der overhovedet står i vores magt, for at vores og deres soldater skal komme hele gennem oplevelsen og dermed også igen være klar til at håndtere de opgaver, som de er så gode til at løse, siger bataljonens stabschef, major Morten Larsen, i en udtalelse.
Til april vender psykologerne tilbage for at se til soldaterne.
Tilbage i Danmark
Den 22-årige soldat, der skød og dræbte Morten Krogh Jensen ved en ulykke, er sigtet efter straffelovens bestemmelse om uagtsomt manddrab og dertil for grov pligtforsømmelse i henhold til militær lovgivning. Han er nu tilbage i Danmark.
Den 22-årige er ikke frihedsberøvet og får hjælp fra psykologer, skriver Politiken.dk.