De danske soldater er generelt tilfredse med fredagens forsvarsforlig og de dertilhørende besparelser. Men der er dog punkter i aftalen, der får soldaterne til at rynke brynene.
Eksempelvis undrer de sig over værnepligtens overlevelse.
- Det er meget ærgerligt og faktisk også lidt dumt, at man bliver ved med at bruge en masse penge på en værnepligt og et totalforsvar, som tiden jo er løbet fra, siger formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther.
- Men det er sådan, som de politiske kort er blevet fordelt denne gang. Og så må man jo finde en løsning på det.
Regeringen ville som udgangspunkt fjerne værnepligten. Men efter pres fra især Dansk Folkeparti lykkedes det værnepligten at slippe med en reducering fra 5000 til 4200 nye rekrutter om året.
Flemming Vinther er desuden oprørt over, at konstabler, der i flere år har tjent deres løn i den danske hær, nu skal leve af en SU, hvis de vil videreuddanne sig til sergenter.
- At man vil sætte sergentelever på SU, mens de er på sergentskole, synes vi, er dybt, dybt beklageligt og bekymrende i forhold til at videreføre en tradition med at få erfarne konstabler på sergentskole.
- Jeg har svært ved at se, hvordan man skal få en erfaren konstabel, der har otte års tjeneste bag sig, til at gå ned på SU, siger Flemming Vinther.
Sergentuddannelsen varer mellem fem måneder og to år afhængigt af, hvilken retning man vælger.
Men grundlæggende godkender de danske soldater fredagens aftale.
- Helt overordnet er vi tilfredse. Forliget sikrer, at vi også efter denne besparelse kan stå tilbage med et robust og relevant forsvar, som også kan deltage i internationale operationer.
- Man fastholder, at vi skal kunne operere ude i verden i længere og kortere perioder. Så man vil efter besparelserne stå med et forsvar, der stadig er relevant, fortæller Flemming Vinther.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.