To selvmordsterrorister har sprængt sig selv i luften ved en militærlejr i det nordvestlige Pakistan tæt på grænsen til Afghanistan.
Mindst to regeringssoldater blev dræbt i angrebet, og adskillige blev såret, mens et mindre hospital blev ødelagt.
Gerningsmændene kom ind over grænsen fra Afghanistan i en lastbil, der var fyldt med sprængstoffer, og kørte direkte ind i porten til militærbasen.
Det lykkedes dog ikke mændene at trænge ind på selve basen i Syd-Waziristans hovedstad Wana, hvor tusindvis af regeringssoldater er udstationeret.
- Sikkerhedsstyrkerne åbnede ild mod bilen, da den nærmede sig lejren. De to mænd sprængte sig derefter i luften, siger en sikkerhedskilde.
Soldaterne fik angiveligt øje på lastbilen, da den kom kørende 100 meter fra lejren. Alligevel mistede to soldater livet i angrebet.
Syd-Waziristan er højborg for den pakistanske krigsherre Mullah Nazir, som sender mænd ind i Afghanistan for at kæmpe mod Natos styrker.
Ifølge pakistanske myndigheder blev han selv såret i et selvmordsangreb i Wana 29. november.
/ritzau/AFP