Udviklingen i lækagesagen, hvor jægersoldaternes udsendelse til Irak for fire år siden blev røbet til TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt, bliver fulgt med hovedrysten i de militære fagforeninger.
Det skriver Information.
Hos Hærens Konstabel- og Korporal Forening er formand Flemming Vinther forundret over, at tavshedens lov tilsyneladende er blevet brudt af toppen i Forsvarsministeriet.
"Vi er som soldater opdraget til, at man holder mund med operative informationer. Og hvis det viser sig, at det er ministerens (forsvarsminister Søren Gade, red.) særlige rådgive, så er det dybt forargeligt," siger Flemming Vinther til Newspaq.
Han mener, det er for farligt at sende specialstyrker til konfliktzoner, hvis toppen af Forsvarsministeriet røber deres udsendelse allerede inden, de er ankommet.
Formanden for Centralforeningen af Stampersonel, Jesper K. Hansen, er ligeså rystet.
"Vi må jo forvente, at politikerne er en del af projektet, når Danmark sender unge mænd og kvinder ud på operationer rundtomkring i verden. Det er jo altid risikabelt at gå i krig, men hvis faren også kommer indefra, er det jo ikke til at have med at gøre," siger han til Information.
I Hovedorganisationen af Officerer i Danmark håber formand Bent Fabricius, at anklagemyndigheden vil genoverveje mulighederne for at retsforfølge tidligere forsvarsminister Søren Gades særlige rådgiver Jacob Winther, hvis der er beviser, der peger på ham..
"Vi er selvfølgelig modstandere af alle handlinger, der kan bringe vores medlemmers liv i fare, uanset om de kommer inde fra forsvaret eller udefra," siger formand Bent Fabricius til Information.