"I dag slutter vores udsendelse til Afghanistan. En opgave, som for alle har krævet to års intensivt arbejde. Og to år af jeres liv."
To drenge tumler rundt i det dugvåde græs foran Rosenborg Slot og Livgardens Kaserne, mens solen bager mere og mere intenst på de ørkenuniformerede soldater, der tålmodigt og disciplineret modtager pæne ord fra deres øverstbefalende.
"Vi blev mødt af en fjende, der med opfindsomhed og stor tilpasningsevne forsat er farlig og kræver vores fulde opmærksomhed. Men vi så også en befolkning, som har nået fremskridt under vores udsendelse."
Anledningen til hyldesten er den nationale flagdag, der skal vise alle de soldater, der er eller har været udsendt i dansk tjeneste, at den danske befolkning bakker op om deres arbejde.
Og soldaterne ser ud til at nyde gensynet med deres kammerater. Der bliver delt brede smil, interne jokes og skulderklap ud til højre og venstre.
"Det er fedt at mødes med gutterne igen. Dem har man jo været nede i sandkassen med, så det er mest derfor, jeg er her," siger tidligere udsendte TACP, Mikkel Christensen, til Newspaqs reporter.
Han står med et stort smil og små tømmermænd fra en festlig lørdag i byen sammen med sine soldaterkammerater. De har alle været med til at kæmpe for Danmark, og ikke mindst hinanden, og derfor er det et helt specielt sammenhold.
"Det kan ikke beskrives, det skal opleves. Det er kammeratskab, der vil noget, og jeg kan kun tage hatten af for alle gutterne. Hvis det ikke havde været for dem, var jeg heller ikke kommet hel hjem," siger Mikkel Christensen.
Fem navne læses op for tilhørerne. Det er navnene på de soldater, der er faldet på holdets udsendelse. Der bliver afholdt to minutters stilhed, og så modtager alle soldater en såkaldt missionsmedalje.
Foran dem venter blandt andet en hyldestmarch i Københavns gader, og det varmer hos Mikkel Christensen.
"Selvom det bare er en gåtur, så betyder det meget, at danskerne også bakker op om os, når vi er kommet hjem. For nogle af os har været igennem nogle grimme ting," siger han til Newspaq.
Mere end 60.000 soldater har været udsendt i tjeneste for Danmark siden 1948.