»Hej søde. Jeg har lige hørt i radioen, at der er to danske soldater, der er døde i Afghanistan. Jeg kommer til at savne dig, når du tager af sted. Knus Trine.«

Den sms-besked fra kæresten vågner 27-årige Claus Hauge Kristensen op til lidt i halv otte torsdag morgen. Han skal egentlig på arbejde, men i stedet styrer han direkte ind til fjernsynet i lejligheden i Aalborg.

Claus har besluttet sig

På morgen-tv bekræfter de Trines sms: I nat er to danske soldater døde i Afghanistan. I det område, han selv skal sendes ned til som soldat for den danske bataljon til februar.

Hele torsdagen spørger kollegerne på hans arbejdsplads, om han ikke har fortrudt, at han har skrevet kontrakt med hæren, om at han skal til Afghanistan i et halvt år.

Men de spørger forgæves.

For Claus har besluttet sig. »Det er frygteligt, at de to er døde dernede. Men jeg bliver sgu harm, når politikere og alle mulige andre mennesker gang på gang reagerer ved at råbe op om, at vi skal trække os ud af Afghanistan. Når sådan noget sker, burde folk i stedet ønske at gøre mere. For at vise, at de døde soldaters kamp har været noget værd, og vise, at vi mener alvorligt, at Danmark vil hjælpe afghanerne med at skabe fred og sikkerhed,« siger Claus.

Brev fra Forsvaret

Så længe, Claus kan huske tilbage, har han vidst, at han ville ud som soldat for Danmark. Da han aftjente sin værnepligt i 2001, ville han gerne have været udsendt som soldat, men hans enhed blev ikke sendt ud. Så da der i begyndelsen af august dumper et brev fra Forsvarets rekruttering ind ad brevsprækken, er han ikke i tvivl:

»Jeg tænkte: så er det sgu med at slå til . Jeg vil ærgre mig hele livet, hvis jeg ikke tager derned. Jeg er overbevist om, at jeg ved at tage til Afghanistan som soldat kan hjælpe med at skabe sikkerhed og hjælpe andre i nød.«

Kender risikoen

Claus ved godt, at han sandsynligvis ikke kommer til at dele mad og tæpper ud til afghanere, men han tror på, at de danske soldater kan være med til at bane vejen for, at Afghanistan bliver mere sikkert at færdes i for de nødhjælpsorganisationer, som kan hjælpe afghanerne på fode igen. Men han ved også godt, at det alt for hurtigt kan blive til blodig alvor, når han til februar sætter sin fod på afghansk jord.

Fred til Afghanistan

»Jeg skal jo ned til det samme område, som de to dræbte soldater var i, så selvfølgelig tænker jeg over, at jeg risikerer at dø. Men det er en risiko, jeg hele tiden har kendt til, og jeg tror, man bliver skør, hvis man tænker for meget på det. Jeg er afklaret med, hvad jeg skal,« siger han.

»Jeg skal ned og kæmpe for, at afghanerne kan få lov at leve et liv i sikkerhed.«