Søndag fik Martin Bødker stjålet sin tapperhedsmedalje, som han havde fået efter en udstationering i Afghanistan.
Men efter at have fortalt om tyveriet i en statusopdatering på Facebook og omtale på blandt andet Avisen.dk er medaljen og andre af soldatens ejendele nu tilbage ved den rette ejermand.
- Jeg tror, de fik kolde fødder efter den statusopdatering, siger Martin Bødker til Avisen.dk.
For i en sms fra et ukendt telefonnummer kunne Martin tirsdag læse, hvor hans ejendele var samt en undskyldning.
- Så fortalte jeg poltiet om det, og så kørte jeg ud og hentede mine ting, siger han.
Medalje kom tilbage
Der manglede lidt af hans ejendele, men det meste var tilbage. Blandt andet tapperhedsmedaljen.
- Det er selvfølgelig godt, at den er tilbage, hvor den hører hjemme. For så kan jeg føre min plan ud i livet om at give den til mine kammerater, når vi engang skal have genforening, forklarer han.
"Medaljen tilhører hele SAFS hold 4"
Det var i 07-08, Martin Bødker var udsendt som sanitetssoldat. Han skulle blandt andet hjælpe hårdt sårede og oplevede blandt andet at falde i baghold og se kammerater dø.
- Dengang i 2008 tog jeg imod medaljen med blandede følelser. Jeg følte, at jeg bare gjorde mit arbejde - og mit bedste for at hjælpe de hårdt sårede. Og siden gået med tanken om, at hvis jeg har fortjent den medalje, så har hele det hold, jeg var udsendt til fronten med, samme del i medaljen. Jeg anså det ikke som min medalje, men hele ISAF hold 4’s medalje, fortalte Martin Bødker til Nordjyske.
Nu kan han så donere den til holdet, når de mødes til genforening.