Ingen embedsmænd bliver fyret, selv om klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) overså adskillige huller i solcelleloven og senest fejlinformerede folketinget, fordi afgørende informationer strandede i Energistyrelsen, skriver DR Nyheder.
I slutningen af maj fik Martin Lidegaard en næse af Folketinget, men selv om der ikke bliver tale om fyringer af medarbejdere, slutter sagen sandsynligvis ikke her.
Statsrevisorerne har for nogle dage siden meddelt, at de på deres næste møde, der finder sted 21. august, vil bede rigsrevisionen kulegrave sagen.
Men klima- og energiministeren selv tror dog, at sagen stopper her, efter at departementschefen har haft en alvorlig snak med Energistyrelsen.
- Jeg har ikke været klædt godt nok på i denne sag. Der er sket rigtig mange fejl i Energistyrelsen, så jeg har været nødt til at tale med store bogstaver.
- Jeg vil ikke finde mig i, at det sker igen, det har de lovet og det stoler jeg på, siger Martin Lidegaard til DR Nyheder og fortsætter:
- Det er en møgsag for alle involverede parter. Det er menneskeligt at fejle, men man skal lære af sine fejl.
- Jeg beklager forløbet, men der er lavet overgangsordninger, og det bliver ikke dyrere for danskerne, fordi solcellerne omfattes af energiaftalen.
Nu skal der ryddes op i arbejdsgangene i Energistyrelsen, fordi politikerne ikke blev advaret om, at et hul i loven om solcelleanlæg kan koste statskassen milliarder af kroner.
Nye arbejdsgange, ny styringsmodel til håndtering af større sager og læring af fejl skal være med til fremover at undgå sager som solcelle-sagen
For eksempel skal der hver uge laves en opgørelse over, hvor mange solcelleanlæg, der er installeret, og de oplysninger sendes til folketingets udvalg.
/ritzau/