FC København har været suveræne i Superligaen i denne sæson, hvor holdet i sidste weekend tog mesterskabet med et godt stykke ned til FC Midtjylland.
I næste sæson skal FCK igen kæmpe for at komme i et europæisk gruppespil, og selv om holdet har præsteret godt i denne sæson, vil træner Ståle Solbakken forstærke sin trup over sommeren.
- Truppen skal være stærkere, og den skal også være bredere, end den er nu, siger Solbakken.
- Vi må se, hvad vi kan finde af løsninger, for lige nu er vi tyndt besat på nogle positioner, og vi skal være lidt bredere over det hele.
FC København hentede i januar midtbanespilleren Robert Mudrazija, men kroaten er blevet skadet og ventes først tilbage i løbet af efteråret.
Samtidig stopper rutinerede William Kvist karrieren efter denne sæson, så en forstærkning på midtbanen er noget af det, som Ståle Solbakken kigger på.
- Vi skal blandt andet kigge lidt på den centrale midtbane. Vi har været uheldige, da Mudrazija har fået en langvarig skade, så vi er nødt til at se på truppens sammensætning.
- Vi har balanceret på en knivsæg hele sæsonen, men samtidig har vi set, at de unge har gjort det så godt, at vi har givet dem chancen og ikke bare hentet nye spillere. Det er en hårfin balance.
Robert Skov, en af sæsonens store profiler, rygtes væk fra klubben til sommer, men Solbakken tror ikke, at det står lige for.
- Jeg kender Robert godt, og han er heldigvis en meget fornuftig mand, så han stresser ikke med det.
- Jeg ved, hvordan han er, for da jeg ville købe ham i Silkeborg, ødelagde han hele min juleferie, fordi han var så langsom om at svare.
- Han tager den med ro, siger Solbakken om Skov, som angiveligt jagtes af den tyrkiske storklub Fenerbahce.
FC København har allerede sikret sig forstærkning på målmandsposten til næste sæson, da Sten Grytebust hentes til klubben fra OB.
/ritzau/