FCK-træner Ståle Solbakken var godt tilfreds med at slippe fra Odense med et enkelt point.
- Det kunne gå begge veje i dag. Begge hold havde deres perioder, så bedømt ud fra spil og chancer var uafgjort et fortjent resultat, sagde Solbakken til TV 3 efter kampen.
Samtidig glædede han sig over Jesper Christiansens præstation i målet. FCK-træneren mente, at kritikken af Jesper Christiansen ovenpå landskampen mod Irland onsdag var for hård.
- Jesper blev svigtet af forsvaret i kampem mod Irland. Han er en fantastisk målmand med en stor vindermentalitet, og jeg mener, at Morten Olsen bør satse på ham i kampen mod Sverige, sagde Ståle Solbakken.
Og netop Jesper Christiansen kan blive nøglen til avancemenet til Champions League i kampen mod Benfica på onsdag. Her vil Marcus Allbäck givetvis også være med efter at være blevet sparet mod OB.
Benfica vandt første kamp med 2-1.
Også OB skal spille europæisk i den kommende uge. Torsdag møder fynboerne Minsk i en kamp der gælder kvalifikation til UEFA Cuppen. OB fik 1-1 i den første kamp i Hviderusland.